Drift- og marketingpraktikant – efterår 2026
Skal du i praktik i efteråret 2026, og har du lyst til at blive en del af en ambitiøs virksomhed, hvor du får ansvar, varierede opgaver og mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt?
Hos Montus Business Academy søger vi en praktikant med opstart i august 2026, som har lyst til at arbejde med marketing og drift i praksis. Du bliver en del af en dynamisk hverdag, hvor du får mulighed for at lære, tage ansvar og udvikle dig.
Der vil efter praktikforløbet være mulighed for ansættelse som studentermedarbejder.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- er i gang med en videregående uddannelse inden for markedsføring, kommunikation, digitalisering, IT eller lignende
- har et ulønnet praktikforløb på minimum 12 uger som en del af din uddannelse
- har stærke skriftlige kompetencer og behersker dansk grammatik og tegnsætning
- arbejder struktureret og formår at skabe overblik over dine opgaver
- trives i en hverdag med ansvar og selvstændighed
Hvad kommer du til at lave?
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- deltagelse i den daglige drift af virksomheden med særligt fokus på kundekommunikation før, under og efter kursusdeltagelse, herunder at understøtte en god kunderejse og sikre klar, professionel og målrettet kommunikation
- løbende optimering og opdatering af virksomhedens hjemmeside, herunder oprettelse og vedligeholdelse af kursussider, SEO-optimering af indhold samt understøttelse af arbejdet med brugeroplevelse
- medansvar for at holde virksomhedens CRM-system ajour, herunder opdatering og strukturering af kundedata samt understøttelse af virksomhedens administrative processer
- udarbejdelse af tekster og content til e-mails, hjemmeside, sociale medier, pressemeddelelser og øvrige kommunikationsmaterialer
- projektledelse af nye kreative initiativer og kampagner fra idéudvikling til implementering
Vi forventer ikke, at du har erfaring med alle opgaverne på forhånd – det vigtigste er, at du er lærenem, engageret og har lyst til at udvikle dig i rollen.
Om os
Montus Business Academy er en kursusvirksomhed beliggende i et moderne kontorfællesskab på Fruebjergvej 3 i København Ø. Vi udbyder kompetencegivende kurser, konferencer og uddannelser til erhvervslivet i både den offentlige og private sektor i Danmark.
Vores arbejdsmiljø er ungt, stemningen er god, og vi har høje ambitioner. Vi har travlt og søger derfor en engageret praktikant, som har lyst til at blive en del af hverdagen og bidrage aktivt til vores fortsatte udvikling.
Vi tilbyder
- en dynamisk, social og inspirerende arbejdsplads med engagerede kolleger
- et uformelt arbejdsmiljø med plads til humor
- fleksibilitet i forbindelse med eksaminer og andre studieforpligtelser
- arbejdstid mandag til fredag fra kl. 8.30 til 16.30
Hvad siger tidligere praktikanter?
“I min tid som praktikant hos Montus Business Academy har jeg fået et dybdegående indblik i den daglige drift af virksomheden og alle dens afdelinger, herunder salg, marketing, HR og drift. Det tværfaglige indblik var muligt på grund af det tætte samarbejde med virksomhedens to ejere. De forskelligartede opgaver gav mig masser af erfaring og udviklede mine kompetencer enormt. Strukturen og kulturen i virksomheden skaber åbenhed og ligetil kommunikation, som bidrager til et rart arbejdsmiljø og et samarbejde, hvor man som praktikant føler, at man arbejder på lige vilkår med kolleger. Jeg kan varmt anbefale en praktikplads hos Montus Business Academy!”
– Julie Haxgart, tidligere praktikant og nuværende kursus- og projektkoordinator
“Praktikopholdet hos Montus Business Academy giver en unik mulighed for at få praktisk erfaring i en virksomhed, hvor man får ansvar og mulighed for at prøve nye ting af på mange forskellige områder. Det tætte samarbejde og det sociale miljø blandt medarbejderne gør det til en attraktiv praktik- og arbejdsplads, hvor man både udvikler sine kompetencer og lærer af erfarne kolleger. Hvis du ønsker at prøve kræfter med kommunikation, marketing og selvstændige projekter og samtidig blive en vigtig del af en virksomheds drift, er Montus det helt rette sted for dig.”
– Laura Lerdrup, tidligere praktikant og nuværende drift- og marketingassistent
Ansøgning
Kan du se dig selv i rollen som praktikant hos os? Så hører vi meget gerne fra dig. Send din ansøgning og dit CV til hr@montus.dk.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte os på +45 53 72 80 00.
Vi afholder løbende samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.

